Før du starter

At tage kørekort kræver en tidsmæssig investering fra din side, så husk at begynde på dit kørekort i en periode hvor du ved, at du har tid til det. Længere pauser i forløbet forringer beståelseschancerne.

Du kan tidligst komme på vejene 3 måneder før du fylder 18 år.

Før du vælger din køreskole, er der mange faktorer, som du skal tage højde for. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, så derfor skal du huske ikke at falde for prisen alene.

Lyt til venner og bekendtes anbefalinger, og tal med kørelæreren, inden du endeligt vælger køreskole.

Når du kommer igang, får du ret hurtigt brug for både lægeattest og billede, som skal bruges til dit kørekort. Husk at have dit billede med ud til lægen, da lægen skal attestere bag på billedet.

Når du er igang

Det er bedre at bruge tid at læse undervisningsmaterialet, end det er at tage de forberedende prøver. Prøverne lærer dig nemlig ikke at undgå fejl.

Du kan først tage selve køreprøven på din 18 års fødselsdag, og denne prøve kan først bestilles når teoriprøven er bestået.

Når du skal op til køreprøven, er det mest optimalt, at gøre det i den by, hvor du har modtaget dine kørelektioner. Det er nemlig en stor fordel, at man er øvet i områdets trafik og forhold.

Køreprøven foregår i den skolevogn, som du normalt modtager undervisning i.

Hvis du ønsker at klage over undervisningen, skal du først og fremmest klage til din kørelærer. Hvis I derefter ikke kan blive enige, har du mulighed for at klage til Ankenævnet for Køreundervisning www.ankesag.dk

Hvis du ønsker at klage over din teori- eller køreprøve, er det politidirektøren i den politikreds , hvor prøven er foregået, at du skal rette henvendelse til. Her skal du være opmærksom på, at klagefristen kun er 4 uger. www.politi.dk